Der er sket noget rigtig smart - og positivt. Nemlig at bibliotekerne har åbnet websitet www.netlydbog.dk - hvor man som borger kan hente lydbøger via download. Der er over 100 titler - ret flot i betragtning af at sitet lige er åbnet. Så langt så godt - og hvis det var hele nyheden ville der lyde er FLOT og GODT GÅET herfra. Men det er bare ikke hele sandheden.
Der er flere problematikker omkring netlydbog.dk. Først og fremmest kan man få lydbøgerne på to måder - enten som streaming audio - eller som WMA - vel og mærke en DRM-beskyttet WMA. Her springer første del af kæden så af. Hold så op med det DRM-gøgl!
Jeg kender godt alle argumenterne - og de er allesammen dårlige. Her er en kort gennemgang af de mulige argumenter for hvorfor man skulle DRM-beskytte sådanne filer:
- DRM-beskyttelsen forhindrer at folk ulovligt distribuerer filerne - det er meget muligt - men det er jo ikke sandt. Enhver med bare lidt teknisk indsigt kan fjerne DRM-beskyttelsen - det er bare lidt besværligt. Så man rammer altså kun dem som ikke kan fjerne beskyttelsen - altså den mindre IT-kyndige. Desuden må man vel tvivle på hvor meget ulovlig distribution der vil være af en lydbog på dansk - især i betragtning af at alle kan låne den gratis(!)
- Det er kun med DRM at vi kan kontrollere lånetiden - igen meget muligt, men skudt fuldstændig forbi målet. Hvorfor er lånetid interessant for noget som er en digital download. Jeg kan jo låne den samme fil igen og igen og igen hvis jeg vil. I modsætning til det analoge bibliotek så forhindrer mit lån jo ikke andre i at låne lydbogen. Så hvorfor begrænse det?
Problematikken omkring DRM er den samme som man finder hos netmusik.dk - der kan det samme som netlydbog.dk. Men på musikområdet er risikoen for piratkopiering også noget større - selvom jeg stadig ikke kan acceptere DRM-beskyttelse, så kan jeg her i det mindste følge argumentationen.
Der er mange gode grunde til at være mod DRM. Den allerbedste grund er at den binder mig til at bruge Windows Media som afspiller - og f.eks. forhindrer mig i at hente lydbøger ned på min iPod, da den ikke kan spille DRM-beskyttede WMA-filer. Så danmarks mest udbredte MP3 afspiller kan altså ikke bruges (det samme gælder jo så for netmusik.dk).
Problem nr. 2 med netlydbog.dk er en mærkelig begrænsning på 5 lydbøger pr. låner. Igen må det jo bunde i en frygt for at jeg henter 100 lydbøger på en gang. Men hvad hulen ville der ske ved det? Hvad er problemet? Jeg fatter det bare ikke.
Og så problem nr. 3. Det er ikke teknologisk - det er administrativt. www.netlydbog.dk er nemlig et samarbejde mellem bibliotekerne i Aalborg, Esbjerg, Frederiksberg, Gentofte, Herning, København, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Silkeborg, Varde og Århus. Det indebærer at man ikke kan låne lydbøger på sitet, hvis man bor i en af de andre kommuner i Danmark - hvilket jo sådan set er de fleste.
Newsflash! Nettet er ikke en lokal entitet. At lave et website for danske lydbøger og så begrænse brugen til 13 kommuner - det er fuldstændig absurd. Og jeg ved godt at det danske biblioteksvæsen er decentralt opbygget. Jeg ved godt at et site som netlydbog.dk bliver financieret fra de enkelte kommuner der vælger at gå ind i det. Men det understreger vel bare, at den struktur ingen mening giver! For den almindelige bruger er begrænsningen uforståelig - og det ødelægger sådan set sitets mulighed for succes. Vi kender problematikken fra andre steder - f.eks. hulu.com og pandora.com som kun kan bruges i USA. Det er også dumt - men der taler vi trods alt om en noget større brugergruppe end indbyggerne i 13 kommuner.
Ved at lancere tjenester som netmusik og netlydbog har bibliotekerne en mulighed for at være digital avantgarde. Men desværre bliver lanceringen temmelig ringe, teknikken bagved ikke særlig gennemtænkt - og organisationen uforståelig. Og så ender vi nok bare med at finde en anden måde at berige vores kulturelle liv - f.eks. gennem podcasts der også er gratis - men som kan benyttes til tid og evighed - kan spilles på alle platforme og som ikke er begrænset af kommune, lande eller kontinent-grænser.
1 comment:
Hej Adam, skrev tidligere et indlæg der er i familie med din kritik :
http://www.crewscut.com/index.php?title=Den_retarderede_digitale_tekst
Post a Comment