May 30, 2008

Gratis illustrator-klon - nu med tutorials

Igennem længere tid har jeg brugt open-source værktøjet Inkscape (http://www.inkscape.org) til illustrationsopgaver. Som et alternativ til Adobe's Illustrator, har Inkscape vist sig at have temmelig mange muligheder - og på nogen punkter rent faktisk at være bedre end dens inspirationskilde.

Dette indebærer at man, f.eks., kan redigere direkte i PDF-filer med Inkscape - samtidig med at den naturligvis understøtter de andre funktioner man forventer i et vektorbaseret illustrationssoftware.

Et af de store problemer omkring open source software er altid dokumentationen. I det kommercielle software er dokumentation, tutorials etc. en del af konkurrenceparametrene. Inden for open source, der jo oftest er baseret på frivilligt arbejde, er dokumentationsdelen ikke det som har den mest entusiastiske udviklergruppe.

Inkscape har dog altid haft (især i betragtning af at det er ver. 0.46 vi sidder med - så vi er kun i beta-stadiet) en ret god dokumentation for de fleste funktioner.

Nu har dokumentationsniveauet for Inkscape så løftet sig til nye højder, gennem to personer der kalder sig HeathenX. De har lavet 60 video-tutorials, hvor de, step-for-step, gennemgår funktioner og how-to's i Inkscape. Men en samlet spilletid på 10 timer er dette en grundig indføring i mange af funktionerne i programmet. Der kommer mellem 1 og 7 tutorials om måneden, så mængden vokser konstant.

Det er virkelig interessant at man i Open Source miljøet begynder at se de her screencasts, som en del af dokumentationen. Det kan være at udbredelsen af det bliver en af de afgørende skridt for at gøre open source til et gangbart alternativ for de knap så teknologi-fikserede masser.

Se screencasts her: http://screencasters.heathenx.org/

May 24, 2008

Retur til Geocities

For 10 år siden fandtes der et website der hed Geocities. Faktisk var det langt mere end et website - det var en webhost hvor man, gratis, kunne lave sin egen webside. Det var uhyre simpelt, ikke særlig kønt og kunne ikke ret meget. Men det virkede! Goecities blev købt af Yahoo! i januar 1999 - og derefter forsvandt det stort set fra radaren.

Geocities findes stadig, men er blevet rodet sammen med nogle betalingsplaner som gør, at hvis man virkelig vil lave noget på Geocities skal man have dollars op af lommen. Det er kort sagt ikke det samme som dengang.

Ind kommer Google - og Google Sites. I den evigt ekspanderende familie af tjenester fra Google er tiden nu kommet til den uprentetiøse, informative personlige hjemmeside. Goodle Sites har tidligere været en del af Google Apps - og derfor krævet at man havde eget domæne. Men sådan er det ikke mere. Bare man har en Google konto kan man prinicipielt lave alle de hjemmesider man gider. De får så en addresse i form af sites.google.com/site/[etellerandetmanselvvælger]/ - måske ikke verdens nemmeste URL - men de fleste af os har jo URL'er liggende i foretrukne, i gamle mails, i webhistorien eller alle mulige andre steder.

Hvad kan så Google Sites? Det kan lave en hjemmeside - ganske enkelt. Det bliver ikke verdens kønneste hjemmeside. Det bliver ikke verdens mest avancerede hjemmeside. Men den virker - og det tog mig under 2 minutter at lave en side med en underside!

Man kan integrere alt muligt indhold - billeder, video, regneark, dokumenter - endda med mulighed for at uploade billeder til Googles server, så man slipper for at lave alternative hostingløsninger. Og man kan begrænse adgangen til siden, så den udelukkende er for en forening, en projektgruppe, en virksomhed eller en familie - så det kan blive en art intranet.

Google Sites er ikke nogen revolution. Det er nærmere et behageligt gensyn med en gammel ven. Men med Google Sites er der mulighed for at lave nogle acceptable hjemmesider, uden at det koster noget.

Og hvorfor så denne lovsang? Fordi det er godt. Fordi det er demokratisk at alle som har lyst kan lave en hjemmeside. Google Sites retter sig mod begynderen - hvis man allerede har egen server og kan skrive Web 2.0 applikationer direkte i notepad, så har man næppe brug for Google Sites.

May 23, 2008

At snuble i de digitale muligheder - om lydbøger

Der er sket noget rigtig smart - og positivt. Nemlig at bibliotekerne har åbnet websitet www.netlydbog.dk - hvor man som borger kan hente lydbøger via download. Der er over 100 titler - ret flot i betragtning af at sitet lige er åbnet. Så langt så godt - og hvis det var hele nyheden ville der lyde er FLOT og GODT GÅET herfra. Men det er bare ikke hele sandheden.

Der er flere problematikker omkring netlydbog.dk. Først og fremmest kan man få lydbøgerne på to måder - enten som streaming audio - eller som WMA - vel og mærke en DRM-beskyttet WMA. Her springer første del af kæden så af. Hold så op med det DRM-gøgl!

Jeg kender godt alle argumenterne - og de er allesammen dårlige. Her er en kort gennemgang af de mulige argumenter for hvorfor man skulle DRM-beskytte sådanne filer:

  • DRM-beskyttelsen forhindrer at folk ulovligt distribuerer filerne - det er meget muligt - men det er jo ikke sandt. Enhver med bare lidt teknisk indsigt kan fjerne DRM-beskyttelsen - det er bare lidt besværligt. Så man rammer altså kun dem som ikke kan fjerne beskyttelsen - altså den mindre IT-kyndige. Desuden må man vel tvivle på hvor meget ulovlig distribution der vil være af en lydbog på dansk - især i betragtning af at alle kan låne den gratis(!)
  • Det er kun med DRM at vi kan kontrollere lånetiden - igen meget muligt, men skudt fuldstændig forbi målet. Hvorfor er lånetid interessant for noget som er en digital download. Jeg kan jo låne den samme fil igen og igen og igen hvis jeg vil. I modsætning til det analoge bibliotek så forhindrer mit lån jo ikke andre i at låne lydbogen. Så hvorfor begrænse det?
Faktum er at DRM-beskyttelsen udelukkende findes fordi nogen (jeg gætter på forlagene) stadig tænker som i 80erne da den største fare for ulovlig distribution var fotokopiering (som man så forresten da nok også lige slog ned på!).

Problematikken omkring DRM er den samme som man finder hos netmusik.dk - der kan det samme som netlydbog.dk. Men på musikområdet er risikoen for piratkopiering også noget større - selvom jeg stadig ikke kan acceptere DRM-beskyttelse, så kan jeg her i det mindste følge argumentationen.

Der er mange gode grunde til at være mod DRM. Den allerbedste grund er at den binder mig til at bruge Windows Media som afspiller - og f.eks. forhindrer mig i at hente lydbøger ned på min iPod, da den ikke kan spille DRM-beskyttede WMA-filer. Så danmarks mest udbredte MP3 afspiller kan altså ikke bruges (det samme gælder jo så for netmusik.dk).

Problem nr. 2 med netlydbog.dk er en mærkelig begrænsning på 5 lydbøger pr. låner. Igen må det jo bunde i en frygt for at jeg henter 100 lydbøger på en gang. Men hvad hulen ville der ske ved det? Hvad er problemet? Jeg fatter det bare ikke.

Og så problem nr. 3. Det er ikke teknologisk - det er administrativt. www.netlydbog.dk er nemlig et samarbejde mellem bibliotekerne i Aalborg, Esbjerg, Frederiksberg, Gentofte, Herning, København, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Silkeborg, Varde og Århus. Det indebærer at man ikke kan låne lydbøger på sitet, hvis man bor i en af de andre kommuner i Danmark - hvilket jo sådan set er de fleste.

Newsflash! Nettet er ikke en lokal entitet. At lave et website for danske lydbøger og så begrænse brugen til 13 kommuner - det er fuldstændig absurd. Og jeg ved godt at det danske biblioteksvæsen er decentralt opbygget. Jeg ved godt at et site som netlydbog.dk bliver financieret fra de enkelte kommuner der vælger at gå ind i det. Men det understreger vel bare, at den struktur ingen mening giver! For den almindelige bruger er begrænsningen uforståelig - og det ødelægger sådan set sitets mulighed for succes. Vi kender problematikken fra andre steder - f.eks. hulu.com og pandora.com som kun kan bruges i USA. Det er også dumt - men der taler vi trods alt om en noget større brugergruppe end indbyggerne i 13 kommuner.

Ved at lancere tjenester som netmusik og netlydbog har bibliotekerne en mulighed for at være digital avantgarde. Men desværre bliver lanceringen temmelig ringe, teknikken bagved ikke særlig gennemtænkt - og organisationen uforståelig. Og så ender vi nok bare med at finde en anden måde at berige vores kulturelle liv - f.eks. gennem podcasts der også er gratis - men som kan benyttes til tid og evighed - kan spilles på alle platforme og som ikke er begrænset af kommune, lande eller kontinent-grænser.

May 21, 2008

Blokering af bittorrent

En af de store nyheder på amerikanske IT-sites har været en undersøgelse lavet af Max Planck instituttet, hvor det er blevet undersøgt, hvor meget p2p-trafik der bliver blokeret af internetudbyderne.

Det er klart at nogle internetudbyderne har behov for at blokere p2p-trafik. Det er en meget ressourcekrævende trafik - og den er ofte forbundet med ulovlig fildeling. Problemet er jo bare, at fildeling ikke KUN bliver brugt til ulovlige formål. Open Source software bliver ofte distribueret som p2p. Musik fra Jamendo (Creative Commons musik) bliver delt via p2p. NIN's nye plade bliver lovligt distribueret via p2p. Og den trafik bliver således også blokeret.

Det er naturligvis tæt på at være en ikke-nyhed eftersom undersøgelsen viser at ingen danske udbydere blokerer trafikken. Faktisk er der næsten ingen europæiske udbydere der blokerer - men der er tilgengæld en del amerikanske der gør. Og så bliver man jo bekymret - for tidligere har vi jo set at praksis der starter i USA ender med at blive virkelighed i Danmark.

Jeg vil ikke male fanden på væggen - men alligevel. Det her er noget vi skal være opmærksomme på som teknologiforbrugere. Internetudbyderne vil lede efter måder at begrænse ressourceforbruget på - især når der snart skal TV og andet ind i internetkablerne. Så bliver der brug for mere båndbredde - og den kan man få ved at begrænse nogle typer af trafik.

Vi holder øje med jer internetudbydere ...

Link til undersøgelsen: http://broadband.mpi-sws.mpg.de/transparency/results/

May 12, 2008

Open Office 3.0 Beta

Så kom den - Open Office 3.0 i en public beta. Omsider kan også open source entusiaster (og nærigpinde) åbne Microsofts .docx-format - det er nemlig en af de features som loves at være med i den nye version.

Den fulde version af 3.0 kommer først til september, så denne her public beta er, som altid med den slags, kun for os der ikke kan finde ud af at vente. Indtil da er version 2.4 kommer for ganske nylig - og med dens forbedrede danske ordbog og oprydning i interface, så har jeg efterhånden svært ved at komme med grunde der vejer særlig tungt i Microsofts kurv. Nu glæder jeg mig så til at prøve 3.0 og se om det en gang for alle kan vinde mig.